Det numerologiske navneskifte

Der er ikke to navneændringsprocesser, der er ens. De energier, der hhv. renses ud og ind i er forskellige og både varigheden og omfanget af dette, vil opleves vidt forskelligt fra person til person. 

Fælles for alle processer er dog, at et navneskifte består af 6 faser. Varigheden af de enkelte faser vil som sagt variere og afhænger af flere faktorer, såsom din grundenergi, din alder, om du har skiftet navn tidligere, hvilke energier du renser ud og ind i mv. 

For nogle personer kan forekomme et overlap mellem de forskellige faser – eller at faserne ligefrem forløber simultane. 

I det følgende vil jeg kort redegøre for faserne i et navneskifte. I tilfælde af, at du booker session til et navneskifte vil du blive vejledt i processen – både under sessionen og undervejs. 

1. FASE BESLUTNINGEN

Denne fase starter, idet du beslutter dig for at ville booke en session ved en numerolog. I denne fase oplever du ofte at støde på numerologien flere steder fra, fx i form af andre, der har skiftet navn, numerologer, litteratur el.lign. Numerologien vil begynde at fylde mere og mere i din bevidsthed. 

Karakteristika: 

  • Usikkerhed – vil det ændre noget?
  • Tvivl – virker det?
  • Frygt – for det ukendte, hvad tænker andre, skal jeg hedde noget andet end min familie? 
  • Beslutsomhed – erkendelse af, at der ønskes en forandring. 
  • Håb – for fremtiden. 
  • Styrke – til at gennemføre det. 

Varigheden af fase 1 kan variere fra få dage til år. 

2. FASE SESSIONEN

Denne fase starter typisk i forbindelse med sessionen hos en numerolog. Her sker der en tolkning af den numerologiske essens, de gamle navne og vibrationer – og ikke mindst, hvordan disse har påvirket ens liv. Dette kan være ganske overvældende og en stor øjenåbner og motivator for at skabe forandring

Karakteristika: 

  • Overvældelse – af den nye indsigt, følelser mv.
  • Rastløshed – ønske om forandring NU. 
  • Forventning – til en lettere og lysere fremtid. 
  • Empowerment – erkendelsen af at kunne tage sin skæbne i egen hånd og skabe forandring.
  • Frygt – hvad vil mine omgivelser sige. 

Varigheden af fase 2 kan variere fra få dage til måneder. 

3. FASE DEN PRIMÆRE UDRENSNING

Den primære udrensning starter som følge af det numerologiske navneskift. Varigheden og intensiteten af denne fase vil variere, men de fleste oplever det som en meget heftig og hård periode. Udrensningen vil typisk være noget lettere og hurtigere for børn end for voksne, fordi de endnu ikke har integreret de gamle energier så dybt. 

Udrensningen foregår på mange niveauer, bevidste som ubevidste. Alt det som lå i det gamle numeroskop renses ud i forbindelse med et navneskifte. Dette vil være meget forskelligt fra person til person og kombineret med den numeroligske essens, så er der ikke to udrensninger der er ens. 

Fælles kan dog siges, at der renses ud og justeres på 5 overordnede områder: 

  • Kropsligt – fysiske skavanker og/el ubalancer. 
  • Tankemæssigt – gamle tankemønstre
  • Følelsesmæssigt – følelsesmæssige blokeringer
  • Relationer – ændring af relationen til os selv og ændring/afvikling af relationen til andre.
  • Det spirituelle plan – evt. blokeringer i fht. det spirituelle. 

Når vi via et navneskifte løfter vores vibrationer, så vil det der ikke længere matcher os falde fra. 

Udrensning

Fase 3 er en længere udrensningsproces, som også strækker sig ind i 4. og 5. fase. Formålet er at slippe det gamle numeroskop og energierne i dette og der renses ud inden for de fem overordnede områder nævnt ovenfor. Forestil dig, at du er viklet helt ind i lange og knudrede tråde i form af gamle måder at tænke, handle og føle ud fra. I udrensningen vikler du dig fri af alle disse knuder og tråde. Du kan være viklet rigtig godt ind og de gamle vibrationer kan kæmpe for at fastholde dig. 

Indrensning

3. fase igangsætter også en indrensning af de nye energier, som fortsætter til og med fase 6. Det nye numeroskop og de nye vibrationer integreres langsomt og over flere år. Du renser ind i takt med, at du renser ud i de gamle energier og at der herved bliver plads til de nye. 

Perioden er karakteriseret ved kontraster:

  • Indre uro >< Indre ro
  • Sorg/tristhed >< Glæde
  • Selvlede >< Selvkærlighed
  • Problemer med søvn/intense drømme >< Vågner udhvilet
  • Offerrolle >< Bevidsthed om eget ansvar
  • Tvivl/frygt >< Tillid/håb
  • Manglende jordforbindelse >< Stærk grounding
  • Personlig krise >< Personlig udvikling
  • Spirituelt lukket ned >< Spirituel vækst

Varigheden af fase 3 er typisk 12-18 mdr. For børn og enkelte grundenergier er perioden dog noget kortere og kan vare helt ned til et par måneder.  

4. FASE INDRENSNING

Både fase 3 og 4 er karakteriseret ved såvel ud- som indrensning. Derfor vil der også være udrensning i fase 4, men der vil være tale om en mere bagvedliggende proces. Det primære tema vil være integrering af de nye energier, som vil fylde mere og mere i perioden.

Temaerne i denne periode vil variere alt afhængig af, hvilke energier, der er i ens nye numeroskop, da de er disse der integreres. Dette vil du blive oplyst om under sessionen ved din numerolog.  

Varigheden af fase 4 er typisk 1-4 år, dvs. indtil man slipper karmisk i fase 5. OBS. Det vil fremgå af dine årstalsrækker, hvornår du slipper karmisk. 

5. FASE KARMISK SLIP

I den 5. fase slipper man karmisk i sin navneændring, dvs. at alle tråde til det tidligere numeroskop og de tidligere navneenergier slippes helt og at man efter det karmiske slip står helt rent i sine nye energier.  

I perioden, hvor man slipper karmisk, er man mere i de gamle energier end i de nye. Man kan derfor opleve at de temaer, følelser, fysiske skavanker mv., der var fremme under den primære udrensning pludselig dukker op igen. Dette er de sidste rester af det gamle, der renses ud i forbindelse med det karmiske slip. Processen kan derfor føles tung, hård og som om man er lidt ude af balance. 

Fordi du i fase 4 har haft en periode, hvor du primært har været i det nye numeroskop og de nye energier og så i fase 5 bliver rykket tilbage i det gamle, så vil din udvikling og læring i hele processen formentlig være meget tydelig for dig. Universet ønsker at vise dig, hvor meget du egentlig har rykket dig i processen. 

Det bedste du kan gøre i perioden er at arbejde med energierne og vide at du nu slipper det gamle helt. Husk at lytte til din krops signaler og behov, det kan meget vel være, at du har behov for ekstra pauser og egenomsorg – hvad det så end måtte være for dig.  

Som udgangspunkt er det ikke hensigtsmæssigt at træffe store og vigtige beslutninger i perioden, hvor du slipper karmisk. Og det vil heller ikke være optimalt at starte nye projekter op. Ting der startes op i denne periode holder som regel ikke i længden. Ikke dermed sagt, at du skal lade dig begrænse og gå på listefødder i hele perioden, men det er en god ide at være opmærksom på dette. 

Karakteristika:

  • Gentagelse – temaer, følelser, fysiske skavanker el. ubalancer fra udrensningen popper op igen. 
  • Øget følsomhed – risiko for at omgivelserne oplever en som værende nærtagende el humørsvingende.
  • Mere åben i den personlige energi – mere modtagelig over for andres vibrationer og vibrationerne på verdensplan.
  • Øget bevidsthed – om egen proces, læring og udvikling.

Varighed af fase 5 kan variere fra 1-6 mdr. Varigheden afhænger af, hvordan det det karmiske slip optræder i årstalsrækkerne. 

6. FASE HVERDAGEN

Efter det karmiske slip, så begynder hverdagen med det rene numeroskop. Processen med at integrere de nye energier stopper ikke her, men vil fortsætte resten af livet. 

Man kan fristes til at tro, at livet med et rent numeroskop altid er let og bekymringsfrit. Men sådan er det ikke, der vil stadig komme udfordringer og læring – det er en del af livet og det vi er her på jorden for – for at lære og udvikle os. Men denne udvikling vil alligevel føles væsentlig anderledes med et rent numeroskop. Du vil mærke dine egne grænser tydeligere, være i kontakt med din intuition, tiltrække støttende og gode relationer, så hjælpen vil være tættere på. Dit liv og din udvikling vil foregå i et lettere flow og meget mere harmonisk. 

Varigheden af fase 6 vil være resten af livet (eller ind til du evt. beslutter dig for et nyt navneskifte).